I lørdags kom Agnete Alsing forbi. Vi havde aftalt, at hun skulle komme og være med til vores fortælleaften for at berette om sin barndom på fyrgården.
Men hun dukkede op allerede midt på eftermiddagen. For at se og genopleve huset, haven, tårnet og det hele.
Agnetes far var fyrassistent på Anholt Fyr, da hun i 1942 blev født på Grenå Sygehus.
Agnete tegnede med sin fortælling lørdag aften et billede af livet på fyrgården i 1940’erne – set med et barns øjne. Hun fortalte om fuglene, lyden af havet, det trygge og nære liv bag fyrgårdens mure og om eventyrerne lige udenfor på stranden, i tårnet, på havet og i Ørkenen. Hendes beretning var præget af stærke og varme indtryk fra en tryg barndom et helt særligt sted i verden.
Lige fra de første spæde dage kom Anholts fugle til at spille en rolle i hendes liv. Tre dage gammel blev Agnete fragtet fra Grenå til Anholt Fyr, med M/S Vera, pakket i en lun pose. Den pose var fyldt med dun fra edderfugle, som hendes far havde skudt og plukket.
I Agenetes fortælling fra barndommens fyrgård var fuglene et genemgående tema, en fin, rød tråd snoet af
regnspoverne, som hendes mor kunne kalde til sig med føjtende lokketoner.
de faldne trækfugle, som var dræbt mod lampehusets store glasruder, og som blev Agnetes legetøjsdukker.
mågerne, som lagde æg på stranden; æg, som blev samlet ind og brugt i madlavningen.
kramsfuglene, en middagsret lavet af udbenede småfugle med flæsk omkring.
Og hun fik os alle til at lytte til brændingen, som rammer kysten lige uden for fyret. I fem-ti sekunder var 60 mennesker helt tavse, og vi kunne høre havet.
Familien flyttede fra Anholt fyr i 1946, da Agnete var fem år.
