Et appendiks til fortællingerne

I dag er det to måneder siden vi rejste fra fyrtårnet. Til hver sit. Men stadig med fortællingerne i vores hjerte og med ørkensandet i vores lommer.
Sabine har været i Bratislava og udstillet sammen med norske og slovakiske kunstnere på udstillingen TBD Kingdom på det slovenske kunstakademi Vysoká škola výtvarných umení (VŠVU).
Katrine har optrådt med sit Teater Viva, og Aksel har spillet moderne vikingemusik med Krauka. Sammen har de to – Aksel og Katrine – optrådt ved åbningen af Hejmdal (Kræftpatienternes Hus i Århus).
Malene har blandt andet været på Guldagergaard International Ceramic Research Center ved Skælskør for at planlægge fremtidige projekter med keramikere fra Finland og Sverige.
Tabea forbereder en udstilling med ’Broderade tättingar och andra’, som åbner på Teatergalleriet i Kalmar den 24. oktober.

Fortællingerne har også levet deres eget liv, mens vi har haft travlt med hvert vores. Som en lille anerkendelse af vores arbejde er Fortællinger i fyrtårnet fremhævet som et eksempel på ’best practice’ i landdistriktsprogrammet, hvor vi har fået en del af vores støttekroner fra.

I begrundelsen hedder det blandt andet: ”(Kunstnerne) har formået at skabe begivenheder af høj kvalitet på Anholt. Det er dermed lykkes dem at formidle nogle af Anholts kvaliteter på en nærværende og vedkommende måde… De har samtidig formidlet nye tanker og ideer om kunst og kultur, som udspringer af stedet og lokalsamfundet.” Tak for de fine ord.

Som en udløber eller et nyt skud fra fortællingernes lange forgrenede rødder er vi kommet i kontakt med den hollandske kunstner Stan Coenders og fonden WaddenArt, som er ved at planlægge projektet "Any Questions" på Mandø. Stans ideer om kunst ligner vores. Mandø er - ligesom Anholt - en ø i familien af danske småøer. Det er spændende, om det bliver til et nyt kunst- og ø-samarbejde i 2010.

Dette blev en lille status - et appendiks til fortællingerne. Hvornår slutter historien?

Fyrtårnet 0,5 sm W for øens E-pynt

Simon Jeppesen, som har været vores fotograf, har skudt en række fine billeder af fyrtårnet. Og oppe fra tårnet. Vi bringer nogen af dem her. For pludselig var det som om tårnet forsvandt og fortællingerne og fuglene overtog hele historien.


ANHOLT FYR

Plads: 0,5 sm W for øens E-pynt

Bredde / Længde:
56 gr. 44,25 / 11 gr. 39,03

Fyrkarakter: F1 W.15s (hvide korte blink, der gentages regelmæssigt i perioder af 15 sekunder)



Flammes højde i meter: 40

Synsvidde / Lysevne i SM: W14

Udseende / Højde i meter / Oprettet og ændret år: Hvidt rundt tårn med rødt overdel / 42 / 1561 og 2006

Yderligere oplysninger: Roterende. Skjules af W-landet i pejlinger fra 53 gr. til 76 gr.


Kilde: Farvandsvæsnet; Dansk Fyrliste 2007
http://frv.dk/Viden_om/Publikationer/Pages/Dansk_fyrliste.aspx

Tilbageblik: Fugledukken

Fugledukken blev en gennemgående figur i vores fuglefortællinger. Den dukkede op første gang, da vi i foråret hørte Agnete Alsing fortælle om, hvordan hun som barn på fyrgåden brugte de døde fugle som dukker.

Hun fortalte, at hun dengang kørte med fuglene i sin dukkevogn, og at hendes yndlingsdukke var regnspoven med det lange, smukke næb.

Fugledukken dukkede op igen, da Katrine fandt myten om kong Tereus og dronning Prokne. I Katrines version af myten blev det dræbte barn et fuglebarn. Og så fik Malene, Tabea og Sabine ideen til at lave Fugledukken til Katrines mytefortælling.

Tabea hækler fødder til fugledukken.


Her hænger de to dukkefødder.



Sabine og Malene har lavet dukkens krop i porcelænsler.


Her sidder dronning Prokne (Katrine) med fugledukken.



Tabea har syet dukketøjet til Proknes barn.

Tilbageblik: Middag i fyrgården

Nu er det mere end to uger siden, og vi finder stadig huller i historien om Fortællinger i Fyrtårnet på Anholt. Vi får aldrig stoppet alle hullerne, men nogen af dem fortjener at blive fortalt. En af dem er den om Mia Nordbys middag og de 60 gæster, som spiste i fyrgården lørdag aften.

Mia er Anholts ubestridte kogekone nummer 1. Og på fyrgården fremtryllede hun et fantasisk måltid til os alle den dag, det meste skete.


Mias menu:
Kalkun satay / peanut sauce
Kylling i karry
Benløse fugle
Coq au vin m/poussiner
Ris
Varm linsesalat
Ovnbagte kartofler og squash fra marken
Hybenchutney
Fyrgårdsbrød
Kaffe/the og muffins

Tilbageblik: Fugle i tårnet / Fugletårnet

Der var fugle overalt i tårnet i lørdags. Fra fod til top.

Malenes fuglemobile (i brændt porcelæns-ler) hang et sted i den snoede trappeopgang.



Her er det Tabeas Rørsanger svævende i en vinduesniche.






I tårnrummet viste Sabine og Malene installationen 'Freedom is a Scary Thing' (lokkefugle i ubrændt papirler, drivtømmer m.m.; videoprojektion af sekvenser med dykkende blishøns).

Tilbageblik: Etly og Katrine i tårnet

Lørdag aften var fortællernes aften. I fyrtårnets ene kasemat fortalte de af karsken bælg fra kl. 18 til kl. 20.30. De var Etly Steenberg, Agnete Alsing og vores egen Katrine Faber. Her er det Etly og Katrine.

Tilbageblik: Fyrpasserens historie

Bent Rasmussen er Anholts fyrpasser.

Lørdag aften fortale han om fyrets historie.



Han fortalte om vippefyret, om englænderne i tårnet, om det kulfyrrede fyr, om tårnets forlængelse og om skiftende lampetyper.

Bent er fynbo. Men som soldat blev han sendt til Anholt - imod hans vilje. Det endte dog med at han tabte sit hjerte til øen. Så selvom han måtte forlade Anholt efter aftjent soldatertid, så glemte han aldrig stedet.

For otte år siden vendte han tilbage – og er nu altså fyrpasser her.

Bents historie og fortællingen om fyret kan man også høre på P4 Østjyllands websted: www.dr.dk/Regioner/Aarhus/Tema/Oe-historier/2009/07/30/154448.htm

Tilbageblik: Da Agnete kom forbi

I lørdags kom Agnete Alsing forbi. Vi havde aftalt, at hun skulle komme og være med til vores fortælleaften for at berette om sin barndom på fyrgården.

Men hun dukkede op allerede midt på eftermiddagen. For at se og genopleve huset, haven, tårnet og det hele.





Agnetes far var fyrassistent på Anholt Fyr, da hun i 1942 blev født på Grenå Sygehus.

Agnete tegnede med sin fortælling lørdag aften et billede af livet på fyrgården i 1940’erne – set med et barns øjne. Hun fortalte om fuglene, lyden af havet, det trygge og nære liv bag fyrgårdens mure og om eventyrerne lige udenfor på stranden, i tårnet, på havet og i Ørkenen. Hendes beretning var præget af stærke og varme indtryk fra en tryg barndom et helt særligt sted i verden.

Lige fra de første spæde dage kom Anholts fugle til at spille en rolle i hendes liv. Tre dage gammel blev Agnete fragtet fra Grenå til Anholt Fyr, med M/S Vera, pakket i en lun pose. Den pose var fyldt med dun fra edderfugle, som hendes far havde skudt og plukket.

I Agenetes fortælling fra barndommens fyrgård var fuglene et genemgående tema, en fin, rød tråd snoet af
regnspoverne, som hendes mor kunne kalde til sig med føjtende lokketoner.
de faldne trækfugle, som var dræbt mod lampehusets store glasruder, og som blev Agnetes legetøjsdukker.
mågerne, som lagde æg på stranden; æg, som blev samlet ind og brugt i madlavningen.
kramsfuglene, en middagsret lavet af udbenede småfugle med flæsk omkring.

Og hun fik os alle til at lytte til brændingen, som rammer kysten lige uden for fyret. I fem-ti sekunder var 60 mennesker helt tavse, og vi kunne høre havet.

Familien flyttede fra Anholt fyr i 1946, da Agnete var fem år.

Næbbet peger ud mod havet

Nu er tårnet tomt. Der er ryddet ud.

På kanten mellem Ørkenen og Nordstrand står Fuglekraniet alene tilbage. Malene har bygget det i papirler. I en uge har det været en del af vores fortællinger.

I søndags tog hun det ned fra fyret. I mandags på vej hjem efterlod hun det et sted mellem tårnet og her, hvor vi er nu. Det står dér som et sidste minde eller som en varde på en vej.

Det er et billede af vemod. En sagte smerte. Et farvel. Men også med et håb om en ny begyndelse. Næbbet peger ud mod havet. Tårnet rækker op mod himlen. Mod nye horisonter. Fortællinger. Vi ses.

Da stedet blev befolket

At opleve folk dukke op ude ved fyret i lørdags. Det var som en stille regn, der dråbe for dråbe væder en tørstende jord.

Nogen kom gående direkte ad Nordstrand. Andre kom ovre fra Pakhusbugten. Og der var også folk, som kom ude fra Ørkenen. Fra tårnet kunne man se de små skikkelser bevæge sig gennem landskabet. Små satellitter på vej mod det sammen mål. Fyrtårnet og fortællingerne derude. Og så var de her. På vej op i tårnet. Nede ved caféen og inde i fyrgården.

Det var en stor oplevelse for os, at stedet pludselig blev befolket. At der kom folk herud, hvor vi har levet og bygget i mere end en uge. Folk, som vi kunne dele fortællingerne med.

Hvad mon de har tænkt på vejen? Gik de forventningsfulde og nygerrige? Eller gik de med små tunge skridt? Hvad håbede de at finde? Hvad oplevede de på stranden og i Ørkenen?