Det er slut. Vi fortæller ikke flere historier på denne blog. Nye opgaver kalder. Vi skal videre.



Besøg vores 2010-projekt på www.naboernekommer.blogspot.com




mandag den 31. august 2009

Hjemrejse

I dag er vi rejst hjem fra fyrgården. Efter ti dage derude.

Katrine, Aksel og Sabine gik sammen med en håndfuld af vores store og små hjælpere ad Nordstrand til havnen og færgen.
Tabea tog med flyet til Varberg sammen med Eva, som er en af fyrgårdens ejere, og som har hjulpet os med fortællingerne.
Malene havde kortest vej hjem. Hun skulle hjem til sit hus på Bygaden i Anholt By.

Vi på færge-holdet drog af klokken 6. Vores første stop var allerede ved fyret (gåturen fra fyrgården til fyrtårnet tager kun 2 minutter). Her sagde vi farvel til det svenske flyverhold (Tabea og Eva). Og nogle af os vendte et sidste blik tilbage mod Totten og sælerne derude på øens allerøstligste spids.

Vi gik med den opgående sol i ryggen. Og med klitterne og Ørkenen på vores venstre side. Flere gange mødte vi store flokke af sorte, krumhalsede fugle – det var skarv – i luften og på stranden.

Klokken 8.15 nåede vi havnen. Et kvarter før færgeafgang. Kl. 8.30 blev trosserne halet ind, og vi slap Anholt.

søndag den 30. august 2009

Billeder fra en lørdag i fyrtårnet

Vi er klar til en ny dag. Søndag. Tårnet er åbent fra kl. 10 til 15.

Her på bloggen viser vi nogle billeder fra i går. De får lov at tale for sig selv. Vi skal nok vende tilbage med en beretning om gæsterne, sælerne, Mias fantastiske mad, musikken, fortællingerne og fuglene. Men ikke i dag. For nu skal billederne tale.


Her er det Katrine med Fuglebarnet, som hører til hendes teaterfortælling om Svalen og Nattergalen. Den foregår i tre scener. I den miderste synger dronning Prokne til barnet. Fuglebarnet er Tabea, Malene og Sabines fællesarbejde.


Aksel spillede fløjte allerøverst i fyrtårnet, oppe ved lamperne. Hans fløjte er en svaneknogle, en knogle fra svanens ene ben. Det eneste han har gjort er at skære huller de rigtige steder i knoglen. Fugleknogler er nemlig hule i forvejen. Som skabt til fløjter. Og til vores fortællinger.


Børnene serverede kage og kaffe i deres lille café halvvejs mellem tårnet og fyrgården.

Her er det et Fuglekranie et sted tårnet. Malene har lavet det i papirler.

lørdag den 29. august 2009

Tårnet åbner klokken 12

Så er det i dag. Tårnet åbner. Klokken 12.00.

Position: 56 44 24N / 11 39 03E. Tårnhøjde: 42 meter. Flammehøjde: 40 m. Fyrtype: Anduvningsfyr med roterende hvide blink hver 15. sekund. Oprettet: 1560, opført i 1785-1788. Adresse: Anholt Fyr, 8592 Anholt. Tilstand: Fuglefyldt.

fredag den 28. august 2009

I morgen skinner solen

Det har regnet i dag. En silende regn som drev langsomme striber ned af de store, trekantede ruder oppe i lampehuset, mens vi beboede tårnet med sang, skulpturer, videoer, mobiler og hurtige fodtrin på trapperne.

Vi er spændt på, hvordan vejret bliver i morgen. Vi ved godt at det betyder noget, når vores gæster skal den lange vej fra Anholt By til fyrtårnet. De fleste vil nok synes, at turen langs stranden og gennem Ørkenen er mest bekvem i tørvejr. Men det er altså rigtig fint at komme gennem regnen til fyrtårnet. At se tårnet kom ud af gråvejret, og nærme sig, og vide at man kan komme ind dér.

Og husk, at vi sælger kaffe i vores lille kiosk, caféen, som vi også kalder den. Og kage.

Fugl på et bord


Sabine vil klistre sorte fuglesilhuetter på fyrtårnets mure. Men først skal skabelonerne skæres og bagefter silhuetterne, som skal flyve uroligt i en af fyrets store kasematter.

Stjernedykkeren

Stjernedykkeren. Sådan hedder lommen på tysk – altså Sterntaucher. Det har inspireret Tabea. Hun har skabt en fugl med søstjerner, der sidder som knapper ned langs ryggen.
Tænk at dykke efter stjerner, som du aldrig finder. Fordi de sidder knappet til din ryghud.
Hvor er stjernerne. Oppe eller nede. På himlen. I havet.

Et fuglekranie i Malenes hænder


Det skal blive et stort, stort fuglekranie. Men lige nu er det ler i Malenes hænder. Fanget i Malenes hænder. Men også skabt. Herude i fyrgårdens have.

En ode til trækfuglene


Masser af fugle trækker hvert år forbi Anholt og fyrtårnet. Vi ser dem på stranden og i store flokke på himlen over havet, og vi hører deres stemmer og deres vingeslag.

For at hylde fuglene og fejre de store træk har Katrine og Aksel komponeret en Ode til trækfuglene. Her øver Katrine en fuglestemme, mens Aksel spiller cello i en af fyrtårnets kasematter. På lørdag skal oden indlede vores fortælleaften.

torsdag den 27. august 2009

Katrine, svalen og nattergalen

Den græske myte om kong Tereus og dronning Prokne fra Thrakien er en grusom historie om svigt, løgn, barnemord og hævn. Men i Katrines version findes også et håb om forsoning og en ny begyndelse. Og her spiller fugleægget en vigtig rolle. I øvrigt optræder hærfuglen, svalen og nattergalen i den gamle historie, som simpelthen hedder Svalen og Nattergalen.

Katrine fandt myten, da hun søgte stof til fuglefortællingerne her i fyrtårnet. Hun faldt for figurernes stærke karakterer og temaet om kærlighed og hævn.

På lørdag optræder Katrine og Aksel med tre små scener fra fugle-myten, som i deres version er krydret med blandt andet håndtrommer og benfløjter. I løbet af eftermiddagen finder man dem i tårnet – i kasematten i bunden og i lampehuset helt oppe i fyrets top.

Tabea syr en sanger med rør og tråd


Tabea arbejder med emblemer. En århundred lang tradition for broderede billeder med skjulte betydninger.

Emblemet er traditionelt en enhed af billede och tekst som tillsammans giver en mening.

Her i fortællingerne er hendes udgangspunkt fågelnamn i direkte oversætning - i stedet for korrekt oversætning.

F.eks. er rørsangeren en fugl tegnet af små rør og broderet på et stykke stof.

Et æg bliver til


I hvidt papirler former Sabine en hul æggeskal. Den skal Katrine bruge i sin teater-fortælling om Svalen og Nattergalen. Den viser hun i fyrtårnet lørdag eftermiddag.

Tabea hækler tråde sammen til en fuglefod


Med fine, hvide, tynde tråde sidder Tabea i fyrgårdens have og bygger fugle.

onsdag den 26. august 2009

Et møde på toppen


Vores fotograf Simon Jeppesen kom herud i går. Et af de første billeder tog han oppe i fyrtårnet. Her er fyrets hjerte, den muskel, der hver nat pulserer og fejer lys henover himlen i en evig rytme. Det er et rum med linser, lamper, roterende anordninger og store trekantede glasruder hele vejen rundt. Et rum med masser af lys 40 meter over havet.

Her fangede Simon Malene. Vi var samlet for at diskutere nogle af de praktiske opgaver, som hører med til at være personale på fyret i denne uge: Hvordan får vi samlet fjer nok til Tabeas tekstilting? Hvem laver de sidste aftaler med Mia, som kommer og laver mad til alle vores gæster på lørdag? Hvor viser vi Sabines små fuglevideoer? Hvordan får vi hængt Malenes store fuglemobil op i fyrtårnet? Hvor i fyrtårnet skal Aksel og Katrine være med deres musikfortælling?

Det var tejst og det var tre unge fugle

Siden vi kom i fredags har Tabea registreret de fugle, hun har set her omkring fyrgården. Hun kan godt lide fakta og præcise data.

På hendes liste står blandt andet lille kobbersneppe, strandskade, præstekrave, splitterne, edderfugl, almindelig ryle, islandsk ryle, skarv (masser af skarv ude på Totten ved sælerne), præstekrave, tejst (tre unger), stenpikker, gærdesanger (i haven fyrgårdens have), sortand (død), rødben, vipstjert, landsvale (også i fyrgårdens have).

Tejsten fortjener lidt ekstra opmærksomhed og omtale. Den er i familie med søkongen, lomvien og lunden (søpapegøjen). Den findes få steder i Danmark, og den mest kendte tejstlokalitet er nok den på Sejerø.

Der på Sejerø har de en helt særlig tejst. På havnen - helt ude på kanten af havnebassinet - står en lille tejst i bronze. Det er en skulptur af kunstneren John Olsen, som blandt andet er kendt for sine enkle, smukke fugletegninger. Historien er, at John Olsen som helt ung var på Sejerø og dengang formede en tejst i ler. Det er den, der nu er kommet tilbage til Sejerø – støbt i bronze.

Nu ved vi også, at man kan møde tejsten på Anholt. Det var tre store unger, Tabea så. Hans Arén (fyrgårdens ejer) har tidligere på sommeren flere gange set de voksne tejst-fugle.

Tejsten yngler gerne mellem sten og klipper under stejle kystskrænter. Vi gætter på, at den her ved fyret har fundet et ynglested mellem de store sten i høfderne nedenfor fyret.

Lokkefugl i haven


Malene bygger to lokkefugle. Her det den ene af dem. De skal indgå i en installation sammen med en video Sabine har lavet.


Vi får dem aldrig i hænderne

Vi er ved at fylde et fyrtårn med fugle.

Sabine og Aksel laver billeder og musik med blishøns. Tabea har fat i hundredvis af fuglefjer og vil fylde en garderobe med dragter, fugledragter. Nogen har bygget en rede øverst i tårnet. Et stort skrøbeligt æg tager form på Malenes værkstedsbord. Katrine digter og drømmer om ravne, krager og alliker.

Vores fugle springer ud af havet, tårnet, Ørkenen, stranden – de kommer os i møde, flyvende eller døde, svømmende og på jagt. Vi fanger dem aldrig. Får dem aldrig i hænderne. Men lokker dem med ind i fyrtårnet. Og de bliver til fortællinger. De fortæller. Vi fortæller.

Fyrtårnet er en varde. Nu giver vi den vinger.

tirsdag den 25. august 2009

En kunstmaler kom forbi


I slutningen af 1800-tallet var kunstmaleren Carl Rasmussen flere gange på Anholt. Han var her blandt andet for at male den altertavle, som stadig findes i Anholt Kirke.

Men han var også på besøg i fyrgården og malede et stort oliemaleri af fyrtårnet set fra Nordstrand. På maleriet ser man en enlig kvinde, som bliver hentet af to mænd i en en-mastet jolle. Er det fyrmesterens kone på vej til Anholt By? Eller skal hun videre til et større skib og på en længere rejse til Grenå eller København?

Carl Rasmussen, der er kendt som marinemaler og grønlandsfarer, blev født på Ærø i 1841. Han druknede i 1893 midt på Atlanterhavet på vej hjem fra Grønland, da han faldt overbord fra Briggen Peru, sandsynligvis mens han malede. Hans liv er skildret i Carsten Jensens bog Sidste rejse fra 2007.

mandag den 24. august 2009

Fyrtårnet er en fugledræber

Fyrlampens stærke lys 40 meter over havoverfladen kan være en dødsfælde for fugle, der flyver gennem nattemørket.

Vi har ikke selv fundet faldende fugle ved fyrtårnets fod. Men det har Agnete Alsing, da hun var barn på fyrgården i 40’erne.

Som vi skrev i går, kommer Agnete til vores fortælleaften på lørdag og beretter om livet på fyrgården dengang.

Hun kan huske, hvordan hun og hendes bror om morgenen fandt døde edderfugle, regnspover og strandskader i sandet nedenfor fyrtårnet. Det skete især om foråret og efteråret, når fuglene var på træk forbi Anholt. Så kunne børnene nogle dage fylde flere sække med døde fugle.

Hvad familierne i fyrgården brugte de fyrdræbte fugle til, kan I høre mere om, når Agnete fortæller i fyrtårnet på lørdag.

I øvrigt så var fyrlampen i 1940’erne en glødenetsbrænder, som brændte på petroleum. Det svarer til en kæmpestor Petromax-lampe (som nogen af jer måske kender). Tænk lige på, hvor meget petroleum, der skulle bruges til at holde den store lampe brændende hver eneste nat året rundt. Og tænk på arbejdet med at få brændstoffet ud til fyret og 40 meter op i tårnet.

søndag den 23. august 2009

Fyrassistentens datter vender tilbage

Agnete Alsing er barn af fyrgården på Anholt. På lørdag vender hun tilbage til fyret for at fortælle om sin barndom i det lille samfund alleryderst på Anholts spids.

Da Agnete blev født i 1942 var hendes far fyrassistent på Anholt Fyr. Familien boede i fyrgården sammen med fyrmesterfamilien samt endnu en assistent og hans familie.

De tre familier udgjorde et lille, isoleret samfund dengang i krigsårene. De havde ikke meget kontakt med Anholt By og de andre anholtboere. Agnetes barnedåb foregik for eksempel på fyrgården. Den dag kom præsten gående gennem Ørkenen fra byen. Han havde konen med som dåbsgæst, og fyrmesteren stod fadder.

Her starter Agnetes historie om fyrgården. Til vores fortælleaften på lørdag vil hun med udgangspunkt i sine egne erindringer og forældrenes historier berette om livet på fyrgården fra 1942 til 1946. Det år blev hendes far forflyttet til Hanstholm Fyr. Og et nyt kapitel begynder.

lørdag den 22. august 2009

Jorden ler af den der kalder et sted sit eget

Vi er ikke de eneste, der skaber nye fortællinger på Anholt. I slutningen af juli besøgte den internationale danse- og kunstgruppe Thud øen.

Thud består af norske, danske og sydamerikanske dansere og billedkunstnere. De opførte danseforestillingen ’Byen jeg kommer fra, eller jorden ler af den der kalder et sted sit eget’ flere gange på Anholt fra den 30. juli til den 2. august.

Forestillingen har sit udgangspunkt i Bergen, hvor den bl.a. er blevet opført i ruinerne efter et gasværk. For en måned siden var den altså på Anholt i en uge. Næste år tager kunstnerne til Mexico for at arbejde videre med forestillingen på gader og pladser i en verdens største byer.

Thud beskriver selv ’Byen jeg kommer fra…’ som ”et intenst og dybtgående møde mellem visuel kunst, scenekunst og musik, der har som mål og blive vist i forskellige landskaber”.

En af de medvirkende i Thuds forestillinger er Malene Pedersen, som er bosat på Anholt. Malene er også en af hovedkræfterne bag fortællingerne i fyrtårnet.

Fra sin base på øen arbejder hun med keramiske værker, skulpturer, installationer og danseforestillinger i mange sammenhænge. I maj og juni var hun i Philadelphia, USA for at skabe en række nye keramiske skulpturer på det internationale keramikcenter The Clay Studio (www.theclaystudio.org/exhibitions/made09.php).

Et af hendes værker derfra ser sådan her ud (det hedder Shelter):




fredag den 21. august 2009

Og stjernerne tindrer i den frosne stilhed

Vi nåede alle frem til fyrgården ved syvtiden.
Tabea, Aksel og Katrine tog turen fra Anholt By til fods. Så nu har de afstanden inde i kroppen. Og fyrtårnet placeret i benmusklerne.

De fulgtes med Eva og Hans Arén, som ejer fyrgården. De er vores gode støtter og skal også bo på fyrgården de næste dage. Eva og Hans er svenskere, og Eva kom med samme fly som Sabine og Tabea i eftermiddags.

Malene og Sabine tog bagagen med på fyrgårdens traktor. Der var alligevel for meget til, at vi kunne bære det hele gennem Ørkenen. Så kunne de også lige få ordnet de sidste ting. Og lavet de sidste aftaler. Blandt andet med fotografen Simon Jeppesen

Simon kommer ud på fyrgården på tirsdag for at følge vores arbejde og fortællingerne de sidste dage. Det glæder vi os til. Simon er en knalddygtig fotograf, og det bliver interessant at få hans øjne og kamera på vores fyrtårn. Glæd jer til billederne. Nogen af dem bringer vi her på www.anholtfyr.blogspot.com

Nu er vi samlet: Tabea Dürr, Aksel Striim, Katrine Faber, Malene Pedersen og Sabine Popp. Og nu skal vi til det. Fyrtårnet og fortællingerne. Men først en nats søvn her i vores rede ved tårnets fod. Mens lyset fejer henover himlen, og stjernerne tindrer i den frosne stilhed.

En lang rejsedag gør altid sulten

Så er det i dag, vi tager ud til fyrtårnet. Det er dag 1. Og så er der otte dage til, vi åbner for fyrtårnet og fortællingerne.

Aksel og Katrine kommer med færgen fra Grenå. De er på Anholt kl. 15.35 – efter 2 timer og 45 minutter med M/F Anholt (se fartplanen på www.anholtfergen.dk). Det ser ud til, at de får en fin færgetur. 4 m/s, delvis skyet, let regn og 19 gr. C. Det er da fint vejr til sejlturen. (Man kan altid finde et godt vejrvarsel for Anholt på den norske verjside: www.yr.no/sted/Danmark/Midtjylland/Anholt)

Malene bor på Anholt. Hun er her altså i forvejen og har det lidt lettere end os andre.

Sabine, som bor i Norge, og Tabea fra Sverige kommer med et lille fly direkte fra Sverige. De lander på Anholts flyveplads, som er en 650 meter lang græsbane midt på øen, på kanten af Ørkenen, ikke langt fra Anholt By (helt nøjagtig på position 56 41 56N 011 33 21E). Flyvepladsinteresserede kan læse mere på www.aircat.dk/?node=38.

Sidst på eftermiddagen er vi alle nået ud til fyrtårnet og fyrgården. Her venter Inbal og Manuel, som skal være kokke på fyrgården de næste ti dage. De har lovet at have mad klar til os. Det er godt at vide. En lang rejsedag gør altid sulten.

For jer der ikke har været ude ved fyrtårnet før, så bringer vi her links til et par gode billeder af fyret og fyrgården: www.panoramio.com/photo/1122217 og ww.panoramio.com/photo/4666967

tirsdag den 18. august 2009

Vi var her også i 2008


Det er femte år i træk, at der bliver arrangeret fortællinger i fyrtårnet på Anholt.
I 2008 skabte Malene Pedersen og Sabine Popp (begge er også med i år) en række skulpturer og installationer i fyrtårnet.
Vi synes godt, Malenes og Sabines værker kan tjene som appetitvækker for, hvad I kan vente jer i år. Derfor bringer vi her et par fotos fra fyrtårnet anno 2008.

Fortællerne fra Anholt



Fortællinger i fyrtåret er blandt andet musik. Det er også erindringer og historier. Sådan som de bliver fortalt af Anholts egne fortællere.

Lørdag aften plejer vi at samles i fyrtårnets kasematter for at opleve fortællingerne i toner og ord. Det gør vi også i år - lørdag den 29. august!

Her er det Aksel Striim, som spiller klarinet, og Etly Steenberg og Inga Rasmussen (begge fra Anholt), der beretter om livet på Anholt og i fyrgården (foto fra 2007).

Der står elektricitet på vores huskeliste

At forberede en begivenhed som ’fortællingerne’ i et fyrtårn på Anholt - det giver lidt ekstra opgaver. Vi er langt væk fra mange af de ting, vi ellers i dag regner som en naturlig del af vores liv.

Hverken fyrgården eller fyrtårnet er tilsluttet el-nettet. Fyrtårnets glødelampe får elektricitet fra et sæt solcellepaneler. Men i fyrgården klarer vi os med petroleumslamper, gaskomfurer og håndkræfter.

Vi skal dog helst bruge strøm til vores computer, til vores kameraer og en video-projektor og til noget af vores håndværktøj. Derfor er vi afhængige af en lille dieseldrevet generator og et par gode batterier.

Det skal vi have styr på i disse dage. Vi kan måske låne en generator hos en af Malenes naboer på Anholt?

Vi skal også have skaffet de få materialer, vi skal bruge til skulpturer, installationer og malerier. Heldigvis anvender vi fortrinsvis de materialer, som findes omkring fyrtårnet. Men vi skal da bruge lidt ekstra.

Så det skal vi have bestilt. Og have det fragtet med færgen til Anholt inden på fredag, hvor vi flytter ud på fyrgården. For her går man ikke lige ned om hjørnet og finder et byggemarked.

På vores huskeliste står blandt andet:

  • en dunk linolie
  • Molton tæppe (Wiederquist, København 70211799)
  • silkepapir (sort, 7 ruller)
  • sort snor (til at 'tegne' med)
  • fiskeline, 0.25 mm, 4 ruller
  • selvklæbende kit ('elefantsnot')
  • diverse pigment
  • en generator (støjsvag!)
  • batterier
  • et mobilt Internetmodem
  • en video-projektor.

mandag den 17. august 2009

Fugle omkring fyret

’Fugle omkring fyret’ er titlen på en roman af den danske forfatter Jacob Paludan (1896-1975). Den udkom første gang i 1925 og betegnes som en ’nyklassiker om sammenstødet mellem natur og kultur, da moderne tider når en vestjysk havneby’.

Men ’Fugle omkring fyret’ kunne også være vores overskrift. Vi har nemlig Fugle som årets tema for fortællingerne i fyrtårnet.

Vi vil i år inddrage fuglene i vores tilbagevendende fortælling om fyrtårnet - og se, hvad der sker, når vi sætter temaet Fugle sammen med Fyrtårnet.

Der er fuglene, som vi møder omkring fyret, i Ørkenen og på stranden: strandskader, spurve, edderfugle, gæs og rovfugle.

Men der er også fuglene i de myter og sagn, vi altid har med: Fugl Phønix, Hugin & Mugin og de andre.

Så er der fuglene i erindringerne fra fyrtårnet og Anholt: Rovfugletrækkene, regnspoverne, de døde legetøjsfugle og andejagten. Som de bliver husket af dem, der boede i fyrgården.

Og glem ikke fuglene i vores tanker og drømme. Og dem vi møder på vejen til fyrtårnet.

Nu får vi se? Hvad fuglene bringer til fyrtårnet?

søndag den 16. august 2009

Vi er på vej til fyrtårnet

På fredag drager vi af.
I ti dage befolker vi fyrgården ved fyret på Anholt.
Vi skal arbejde i otte dage.
Den niende og tiende dag åbner vi fyrtårnet og fyrgården og inviterer dig indenfor - til en anderledes verden der mellem Ørkenen og havet.

Vi fylder tårnet med fortællinger. Fortællinger i musik. Og i ler og tekstil. I myter, sagn og erindringer. Og i installationer.
Fortællinger fra stedet.

I otte dage bruger vi fyrtårnet, fyrgården, havet, stranden og Ørkenen som inspiration og som materiale. Den 29. og 30. august åbner vores gæster dørene til fyrtårnet og finder det, vi har samlet og skabt.

For nogen af os er det femte år i træk, at vi skaber nye fortællinger fra fyrtårnet på Anholt.

I år er vi flere, end vi plejer, og i år vil vi se, hvad der sker, når vi sætter temaet Fugle sammen med begrebet Fyrtårn.

Vores mål er at skabe en begivenhed, som kan kaste nyt lys på fyrtårnet, på Anholt, på havet, på os og på vores gæster.

Vi er Katrine Faber, Aksel Striim, Malene Pedersen, Sabine Popp, Tabea Dürr, en håndfuld tilrejsende medhjælpere og et par fortællere fra Anholt.