onsdag den 26. august 2009
Et møde på toppen
Vores fotograf Simon Jeppesen kom herud i går. Et af de første billeder tog han oppe i fyrtårnet. Her er fyrets hjerte, den muskel, der hver nat pulserer og fejer lys henover himlen i en evig rytme. Det er et rum med linser, lamper, roterende anordninger og store trekantede glasruder hele vejen rundt. Et rum med masser af lys 40 meter over havet.
Her fangede Simon Malene. Vi var samlet for at diskutere nogle af de praktiske opgaver, som hører med til at være personale på fyret i denne uge: Hvordan får vi samlet fjer nok til Tabeas tekstilting? Hvem laver de sidste aftaler med Mia, som kommer og laver mad til alle vores gæster på lørdag? Hvor viser vi Sabines små fuglevideoer? Hvordan får vi hængt Malenes store fuglemobil op i fyrtårnet? Hvor i fyrtårnet skal Aksel og Katrine være med deres musikfortælling?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg er gået op i fyrtårnet. Det er mørkt udenfor. Klokken er ti. Havet buldrer udenfor.
SvarSletHalvvejs oppe i tårnet har jeg sat mig med computeren. For her kan vores mobilmodem få fat på internettet, Det kan det ikke nede på jorden.
Jeg sidder i en stor niche ved den snoede trappeopgang. Jeg har tændt en petroleumslampe og modemet blinker blåt henne ved ruden, som spejler både det gyldne lys fra petroleumslampen og modemets kolde lys,
Jeg har lige uploadet en tekst og et foto.
Om lidt går jeg ned igen og ud. Jeg ved at jeg så kan se lyset fra fyrgården. Mon ikke også et par skibe lyser ude på Kattegat. Så slukker jeg min lampe og finder vej i mørket.